Linea Brink Andersen
At studere i Sverige som dansker? Ja, hvorfor ikke? Linea Brink Andersen bor i København og togpendler over Øresundsbroen til studierne ved Lunds universitet. Drømmejobbet: at komme til at forske i yndlingsfaget lingvistik.
Hvorfor studerer du lige netop lingvistik?
Der er mange ting, som er interessant ved lingvistik, for eksempel hvordan sprog fungerer. Jeg kan sige noget, og du forstår det – det er fantastisk! Det handler om mening, og hvordan indholdet udveksles. Det meste inden for lingvistik er spændende, også grammatik for eksempel, men det, jeg synes er mest interessant, er semantikken, altså meningen.
Du kommer fra Danmark – hvordan kan det være, at du blev studerende i Sverige?
Jeg vidste, at jeg ville læse lingvistik, men Københavns universitet føltes ikke som det rette valg for mig. Jeg kikkede på andre muligheder og fik at vide, at lingvistik fandtes i Lund, og at det var muligt at læse det som fritstående kurser, noget der ikke findes i Danmark. Det føltes som en sjov mulighed at sammensætte sin egen studieplan, med forskellige kurser, ikke blot inden for lingvistik.
Hvordan er det at pendle fra København til Lund?
Det tager en time fra station til station, og den tid bruger jeg til at studere eller bare slappe af. Jeg synes, at lingvistik er det rette for mig, så gør det ikke noget, at det tager en time at komme hertil. Men jeg håber, at grænsekontrollerne snart kan ophæves…
Du siger, at ”lingvistik er det rette for mig” – hvordan mener du?
Hvis jeg siger det sådan her: Selv det, der er mindst interessant inden for det, ER interessant. Det er så herlige, nørdede samtaler, som man har også, sammen med de andre studerende. Næsten hver dag taler vi om de mærkeligste ord og ting, vi lærer af hinanden og formidler viden til hinanden. Det sætter jeg stor pris på.
Så er der en stor fordel med fritstående kurser, og det er at vi, som læser sammen, kan have så forskellige baggrunde. Der kan være nogen, der har læst matematik før, en anden som har læst tysk eller spansk og en tredje, som læser til lærer. Det gør, at man har forskellige indfaldsvinkler på det, man snakker om, hvilket giver spændende samtaler.
Hvordan ser en almindelig studiedag ud for dig?
Jeg tager toget fra København til Lund. Derefter er der to timers forelæsning, ofte mellem klokken 10 og 12. Så spiser jeg frokost, enten alene eller sammen med venner. Det er her, der er tid til de der spændende samtaler. Derefter plejer jeg prøve at læse lidt, før jeg rejser hjem. Som regel sætter jeg mig i den stille læsesal på tredje etage i biblioteket her på SOL (Språk- och litteraturcentrum). Somme tider er der SI-møder også, og det plejer jeg at være med til. Så bliver der også herlige, spændende samtaler.
Hvad kunne du tænke dig at sige til nogen, som overvejer at søge til Lunds universitet?
(tænker et øjeblik) Bare gør det! Jeg bestemte mig til, at nu ansøger jeg, siger ja til min plads og starter på kurset. Så hvis det ikke fungerer eller føles godt, så må jeg holde op efter et semester og starte i København i stedet.
Jeg kan også give det tip at tale med studievejlederne på Genetikhuset her i Lund, især hvis man vil læse fritstående kurser. Jeg bookede en tid, gik derhen og fik samtidig lejlighed til at se byen. Så snak med dem først og bagefter bare gør det!
For danske studerende, der skal studere i Sverige, kan det være en udfordring eller tage ganske lang tid for at få studiestøtten (SU på dansk, CSN på svensk). Hvordan har det fungeret for dig?
På grund af en del fejlkommunikationer mellem mig og SU, de ville have, at jeg skulle indsende flere papirer, så fik jeg faktisk ikke min studiestøtte for efterårssemesteret før hen ved jul. Så fik jeg på den anden side også for de måneder, der allerede var gået. Men jeg har hørt om andre danske studerende, som ikke har haft nogle større problemer.
Du var med Lunds universitet på uddannelsesmessen Uddannelse uden grænser i januar i år. Hvad var det mest almindelige spørgsmål, du fik fra danske interesserede studerende?
Kommer man til at forstå svensk? Og så svarede jeg, at det kommer man til. Jeg ser det som at der er to ting, som du behøver at forstå svensk for. Og det ene er forelæsningerne, og der kan du forberede dig, og så bliver det ikke så svært. Du læser forud for forelæsningen, og desuden ved du så, hvad den skal handle om og kan følge med i Powerpoint-præsentationen. Efter tre forelæsninger i Lund var jeg inde i det.
Den anden ting er at snakke med de andre medstuderende. Du står i kaffekøen mellem forelæsningerne, og de spørger, om du har haft en god weekend. Det tog længere tid at føle sig hjemme med den slags small talk. Ellers er det bare at sige, undskyld, kan du sige det en gang til eller kan vi tale engelsk i stedet?
Interviewet blev gennemført i sommeren 2016.
Fakta: Det svenske uddannelsessystem
Alle uddannelser og kurser er gratis i Sverige for danskere. I det svenske uddannelsessystem findes der to forskellige uddannelsesforløb:
Du kan enten følge et helt uddannelsesprogram eller sammensætte en uddannelse ved at tage en række enkelte kurser (Fritstående kurser). Det er også muligt blot at tage enkeltstående bachelor- eller overbygningskurser uden at tage en hel uddannelse. Her skal man blot være opmærksom på, at det kun er muligt at få SU til hele uddannelser.
Kursernes omfang opgives i ”högskolepoäng” (hp). 30 hp modsvarer et halvt års studier på 30 ECTS.
Kontaktoplysninger
Spørgsmål om ansøgning og optagelse
Spørgsmål om hvordan karakterer omregnes til svenske forhold.
Kontakta antagningsavdelningen vid Lunds universitet
Kontakt studievejlederne
Book en samtale med Lunds Universitets studievejleder.